Single-livet

En klassisk samtale:

”Nå Rikke, hvordan går det ellers?"

”Jamen det går da fantastisk, jeg nyder livet med Alma”

”Åh, hvad så med kærligheden?”

”Intet nyt på fronten”

Lige der, ja lige der, ser jeg den medlidenhedsblik dukke op, og det er næsten hver gang.. Derefter er det meget forskelligt, hvad de spørger om, men her er de typiske spørgsmål:
- Skal du ikke snart finde en?

-        - Det må være kedelig at sidde alene om aftenen?

-        - Er det ikke hårdt at være alene-mor?

-        - Prøver du overhovedet?

-        - Har du evt. prøvet dit og dat?

-        - Måske er du for krævende?

Må man gerne pande dem en?

For gud, jeg bliver hidsig og irriteret. Hvorfor SKAL man have en kæreste, før man har det godt? Kan I for fanden ikke se, at jeg faktisk er lykkelig, lige her, lige hvor jeg er i livet lige nu. Jeg mangler/savner ikke en kæreste, jeg elsker min alenetid om aftenen, og jeg elsker at det er mig der bestemmer herhjemme, at jeg ikke skal tage hensyn til nogen. Hvis jeg lader opvasken stå en hel nat, så er det kun mig der går udover.. Om jeg er krævende - det kan det godt være, jeg hviler så meget i mig selv, at jeg ved hvad jeg vil have, og jeg vil ikke nøjes..

Livet som single er naturligvis ikke altid let – men det er tosomhed heller ikke. Så pak jeres medlidenhedsfølelse ned, og vær glad på min vegne. Jeg er lykkelig, og mangler ikke noget i mit liv – (Vi taler så ikke om et nyt køkken, en ny garderobe  eller måske et nyt badeværelse :) )

Jeg tilstår at jeg har virkelig svært ved at forestille mig en mand komme ind i billedet, ind i MIT hus, MINE rutiner, MIN hverdag.. Når den rette mand kommer og slår benene væk under mig, kan jeg MÅSKE overtales, men jeg søger ikke. For jeg er hvor jeg skal være, og jeg vil ikke ændre det