Er du med mig?

Jeg har længe villet skrive om dette emne, men har ikke fået det gjort, idet jeg gerne vil have at min tekst/ord skal ramme dybt, og få folk til at vågne op og føle efter – men det er jo ingen garanti for at folk faktisk læser ens blog – eller at ens blog bliver delt. Men nu springer jeg ud i det

Jeg bliver så trist over at se udvikling i døveforeninger rundt omkring i Danmark. De kæmper for at overleve af forskellige årsager, men ofte hører man om at der ingen unge mennesker er, at økonomien halter, at medlemmer ikke kommer eller at der mangler frivillige/bestyrelsesmedlemmer. 

Er vores døve-identitet, vores lille smukke verden, vores hjemsted langsomt ved at forsvinde? Hvem har ansvaret for det? Det er os døve, os tegnsprogsbruger og familie/venner af døve

Man hører tit om ”dengang” døveforeningerne var på højeste, dengang der var ”kamp” om at komme ind i bestyrelserne, hvor der var mange frivillige som yder en indsat for at få foreningerne til at køre, hvor arrangementerne var fuldt op til brist med medlemmerne der åndede for foreningerne. Hvad blev det af tiden? Ja, vi døve bliver mindre og mindre – men vi er stadigvæk mere end nok til at fylde en hel døveforening op. Ja vi har alle sammen en travl hverdag med arbejde, uddannelse, ens familie, venner og evt. børn. Men er døveforeninger ikke ”god” nok til at ofre tid på? Til at bevare?

Jeg har siddet i bestyrelsen for 1-2 foreninger i Vejle i den sidste 4 år – vi startede op fra bunden og heldigvis har der været gode folk ind i bestyrelsen som brænder for foreningen, samt gode frivillige som med glæde smider alt for at hjælpe til med oprydning, klargøring, arrangementer, og hvad ved jeg. Men desværre ser jeg også at det er ved at falde igen – og det må jo ikke ske. 

Vores historie smuldrer ud af hænderne på os – og det er et fælles ansvar at bevare vores historie, bevare vores foreninger, således vi har et hjemsted og et sted hvor vi kan mødes med folk der er ligestillet med os

Lad os forestille os at døveforeningerne lukker på striber, og der kun er en døveforening i den anden ende af landet. Så vil ens verden for de fleste vedkommende være sådan, at man ikke kan mødes med andre i sociale arrangementer, og koble af. At ikke kunne høre forskellige foredrag på vores modersprog, komme til diverse udflugter sammen med andre døve, komme til fredag/lørdags caféer hvor alt foregår på tegnsprog, eller være med til fest hvor hænderne er oppe hele tiden (uden at skulle spørge ”hvad”, ”Hvad snakker I om?” igen og igen). Når man så vil mødes med andre døve til en større arrangement, skal man så bruge mange timer på transport for at komme til den anden ende af landet. 

Er det virkelig sådan det skal være? Hvem kan gøre noget ved det? Det er os – vi må rejse os op, og bevare vores verden, vores hjem og vores smukke sprog. Vi må gøre en ekstra indsat og vise at vi gerne vil Tegnsprog, at vi gerne vil hinanden, at vi gerne vil bevare vores døveforeninger. Jeg er med – er du med os?

Af fulde folk skal man høre sandheden

I går da jeg gik ”hjemad” (Hos en veninde) fra en 25 års jubilæum, som foregik i byen. Vi var 40 døve der deltog. En del af folk havde jeg ikke set længe.

Klokken var 01 om natten, og imens jeg gik igennem Vejle i mørket, med lysskær fra gadelygterne, og bilerne der kørte forbi. (Undskyld mor og far, jeg skal nok tage en taxa næste gang)

Jeg nød stilheden og tænkte over hvem der var med til festen, hvad der skete osv. Jeg funderede over at der faktisk var flere der havde: ”Du har forandret dig meget”, og når jeg spurgte om hvorfor de sagde det, var svarene ”Det er som om du hviler meget mere i dig selv” eller ”Der er meget mere ro over dig”.

Jeg gik gennem mørket og fundrede over hvorfor de sagde jeg havde forandret mig. Da jeg var halvvejs til den seng, der ventede mig, standsede jeg op, og var helt forbavset over min tanke, for gud ja, jeg er sgu da lykkelig

Den tunge byrde på mine skulder var væk, uden at jeg havde opdaget det. Jeg mærkede at jeg boblede af lykke. Jeg havde ikke selv indset det - jeg skulle høre det fra andre mennesker, og jeg skulle derefter mærke efter

De sidste 4 år har været noget af en prøvelse, det indrømmer jeg gerne. Skilsmissen. At lære at leve som alene-mor. At lære at en familie ikke behøver at betyde en mor, far og børn, men sagtens kan være en mor og barn i mit tilfælde. Økonomi. Uddannelse. At altid være på farten, for at gøre alle tilfreds. At hele mit knuste hjerte. Fyren, som fik mig til at indse jeg kan elske igen, men som også har lavet meget rod. At finde mig selv igen.  At finde ud hvem af hvilke venner/mennesker, der dræner eller giver mig energi.

I dag har jeg fundet mig selv – jeg ved hvem jeg er, og jeg er lykkelig. Jeg er alene-mor, og jeg har sgu klaret det til UG. Alma er en vidunderlig pige, smuk som bare fanden, klog og fantastisk. Vi har et godt sted at bo, og vi mangler ikke noget. Jeg har et job, jeg forguder. Jeg har lært at sige fra, og at vælge mennesker fra som jeg ikke ønsker i mit liv – simpelthen fordi de ikke giver mig positive energi. Jeg har fantastisk venner, som jeg elsker – og jeg ved hvor jeg har dem. Jeg har givet slip på fyren, for sommetider er det bare ikke meningen.

Så tak fulde folk, for I fik fortalt sandheden. For ja, jeg har forandret mig.. Jeg er nemlig lykkelig :)

Skal liiiige have en ting mere på plads i mit liv, og så kan jeg kalde det hele for fuldendt

Indre protest?

Nu er cirka 3 uger gået. 3 uger uden lyd – fulkommen stilhed. Jeg har ikke haft min CI (Cochlear Implant)/ høreapparat på i 3 uger.

I den sidste halve år, har jeg slet brugt CI herhjemme, kun når jeg skulle ude, om det så var til møder, skolen, arbejde eller når jeg bare skulle handle

Men CI bliver brugt mindre og mindre, og nu har den ligget i min taske i 3 uger. Jeg har egentlig ikke et 100% svar på hvorfor. Jeg har spekulere på hvorfor det kan være, men har ikke nået frem til et svar

Jeg tror det er en indre protest, en skjul kamp mod omverden, eller måske en magtkamp

Jeg er født døv, og betragter mig selv som døv. Jeg elsker at være døv, og synes det er fantastisk. Tegnsprog er et smukt og unikt sprog, og jeg er stolt af at tegnsprog er mit modermål. Jeg gør også meget ud af at Alma skal lære tegnsprog (Også derfor jeg ikke bruger CI herhjemme)

MEN det at være døv ude i samfundet/ude blandt hørende er ikke let. Med CI kan jeg høre en del – jeg vil skyde på jeg forstår 50%, og jeg er også afhængig af mundaflæsning. Det betyder at jeg næsten aldrig kan føre en afslappende samtale, idet jeg skal bruge energi/ressourcer på at mundaflæse, ”lytte”, og gætte mig frem til de manglende ord. Jeg skal også anstrenge mig for at udtale ordene så godt som muligt.

Til familiefester, er jeg altid den som hele tiden spørger ”hvad”, ”hvad snakker I om?”, ”Hvad griner I af?”. Selvom en del af min familie kan flydende tegnsprog, og en anden del som kan sige ret mange tegn – så bruger de det ikke, når vi sidder samlet, 5-10 personer, såsom til familiefester, familiemiddag m.m. Selv når jeg får besøg af en familiemedlem, så sidder Alma og familiemedlem og snakker. UDEN tegnsprog. Og jeg prøver at understrege flere gange, at herhjemme bruger vi altså tegnsprog, for i MIT hjem vil jeg gerne kunne følge med i alle samtaler. I MIT hjem vil jeg gerne føle mig hjemme. I MIT hjem vil jeg gerne snakke afslappende. Skal Alma vænne sig til, at det er ligegyldig at hendes mor ikke kan følge med? Hun ser hvor meget jeg går glip af ude i den vide verden, så herhjemme vil jeg gerne have, at Alma skal vide at jeg kan følge med i alt. For det eneste sted, jeg i den mindste kan bestemme, at jeg kan få det hele med, er i MIT hjem.

Behovet for at mødes med andre døve er stort hos mig, for der er jeg hjemme. Jeg kan sidde helt afslappende og snakke, uden at skulle anstrenge mig. Jeg er ikke udmattet og træt i hovedet om aften.

Jeg kommer aldrig til at tale 100% korrekt, jeg KAN ikke høre 100%, men alle kan lære tegnsprog, eller i den mindste tage hænderne op under middagsbordet.

Så det at jeg ikke har CI på, er nok en indre protest – mod verden, om at jeg også gerne vil høre til. Uanset om jeg har lidt lyd, eller om jeg er helt døv. I mindst 30 år, har jeg brugt høreapparater/CI, og prøvet at indlogere mig i det hørende samfund, og stadigvæk føler jeg mig ikke hjemme. Gad vide hvad det sker, hvis jeg ikke bruger CI?

Aha

En af de ting jeg og Alma holder af, er at tage på ture. Det kan være svømmehal, legeland, Bilka eller Løveparken. Det er desværre ikke så tit vi gør det, da det jo koster penge – og man skal ofte afsætte en hel dag til det.
Når vi er på disse ture, inviterer jeg ofte andre med, såsom min veninde og hendes søn, min søster, min farmor, eller min mor. Det er da hyggeligere, når man er flere, ik’? Lad mig så lige fortælle om nyt jeg lærte i sidste uge.

I sidste skulle Alma og jeg i Lalandia, og jeg tænkte det bare skulle være hende og mig for en gangs skyld. Vi var derinde i flere timer, hvor vi prøvede alt det, Alma ville, svømmede rundt, eller bare sad i vandet og snakkede. Da vi så kom op af vandet, og var kommet i tøjet, skulle vi lige have en is. Da vi efter mange timer kom hjem igen, begge trætte af den lange og dejlige dag, sagde Alma ”Tak for den bedste dag nogensinde”, jeg spurgte så, om hvorfor det var den bedste dag nogensinde. Hun svarede: ”Fordi det bare var os to”

Det er fandme noget at tænke over. Jeg har aldrig tænkt at det kunne betyde så meget for Alma, at vi bare er os to. For jeg tænkte vi jo ”bare er os to” til hverdag. Men det var en god reminder til mig selv om, at jeg sommetider skal huske, at vi skal tage på ture, hvor det bare er os to – for det betyder jo åbenbart meget for Alma. Fra børn skal man høre sandheden