Er du med mig?

Jeg har længe villet skrive om dette emne, men har ikke fået det gjort, idet jeg gerne vil have at min tekst/ord skal ramme dybt, og få folk til at vågne op og føle efter – men det er jo ingen garanti for at folk faktisk læser ens blog – eller at ens blog bliver delt. Men nu springer jeg ud i det

Jeg bliver så trist over at se udvikling i døveforeninger rundt omkring i Danmark. De kæmper for at overleve af forskellige årsager, men ofte hører man om at der ingen unge mennesker er, at økonomien halter, at medlemmer ikke kommer eller at der mangler frivillige/bestyrelsesmedlemmer. 

Er vores døve-identitet, vores lille smukke verden, vores hjemsted langsomt ved at forsvinde? Hvem har ansvaret for det? Det er os døve, os tegnsprogsbruger og familie/venner af døve

Man hører tit om ”dengang” døveforeningerne var på højeste, dengang der var ”kamp” om at komme ind i bestyrelserne, hvor der var mange frivillige som yder en indsat for at få foreningerne til at køre, hvor arrangementerne var fuldt op til brist med medlemmerne der åndede for foreningerne. Hvad blev det af tiden? Ja, vi døve bliver mindre og mindre – men vi er stadigvæk mere end nok til at fylde en hel døveforening op. Ja vi har alle sammen en travl hverdag med arbejde, uddannelse, ens familie, venner og evt. børn. Men er døveforeninger ikke ”god” nok til at ofre tid på? Til at bevare?

Jeg har siddet i bestyrelsen for 1-2 foreninger i Vejle i den sidste 4 år – vi startede op fra bunden og heldigvis har der været gode folk ind i bestyrelsen som brænder for foreningen, samt gode frivillige som med glæde smider alt for at hjælpe til med oprydning, klargøring, arrangementer, og hvad ved jeg. Men desværre ser jeg også at det er ved at falde igen – og det må jo ikke ske. 

Vores historie smuldrer ud af hænderne på os – og det er et fælles ansvar at bevare vores historie, bevare vores foreninger, således vi har et hjemsted og et sted hvor vi kan mødes med folk der er ligestillet med os

Lad os forestille os at døveforeningerne lukker på striber, og der kun er en døveforening i den anden ende af landet. Så vil ens verden for de fleste vedkommende være sådan, at man ikke kan mødes med andre i sociale arrangementer, og koble af. At ikke kunne høre forskellige foredrag på vores modersprog, komme til diverse udflugter sammen med andre døve, komme til fredag/lørdags caféer hvor alt foregår på tegnsprog, eller være med til fest hvor hænderne er oppe hele tiden (uden at skulle spørge ”hvad”, ”Hvad snakker I om?” igen og igen). Når man så vil mødes med andre døve til en større arrangement, skal man så bruge mange timer på transport for at komme til den anden ende af landet. 

Er det virkelig sådan det skal være? Hvem kan gøre noget ved det? Det er os – vi må rejse os op, og bevare vores verden, vores hjem og vores smukke sprog. Vi må gøre en ekstra indsat og vise at vi gerne vil Tegnsprog, at vi gerne vil hinanden, at vi gerne vil bevare vores døveforeninger. Jeg er med – er du med os?