Mænd, hva’be’har?

Jeg husker da jeg var en ung pige. Selvsikker og frygtløs. Mod på at tage chancer. Turde hoppe ud i sjove oplevelser, uden at tage nosis af hvad det skete bagefter. Uden frygt for afvisninger, for det hele handlede blot om at have det sjovt, og nyde det.

Når jeg havde øjne for en, kunne ingen vælte mig. Jeg gik selvsikker efter personen, koste hvad det ville. Jeg var overmodig, og elskede al den opmærksomhed jeg fik.
Jeg tilstår gerne jeg var en af de populære piger, og jeg vidste det selv. Jeg udnyttede det med glæde. Til fester vidste jeg, øjnene hvilede på mig, og jeg kunne vælge og vrage mellem dem jeg ville. En sjældne gange, når jeg blev ydmydet/afvist, slog jeg det hen. Det betød ingenting. Jeg gik bare til en af dem, som ville kaste alt hvad han havde i hænderne, for at gå med mig.
Jeg var ikke bange for at gå hen til en fyr, for at sige ”Du ser hot ud, skal vi gå hjem og lave lagen-gymnastik?”

Nu som 29 årige, og efter mange forliste forhold, er min selvsikkerhed/mod omkring mænd ikke så højt, som dengang. Jeg er pludselig på ukendt plan, jeg ved ikke hvordan man gør længere. Ligesom teknologi har udviklet sig med lynets hastighed, har score-markedet det sikkert også. Og score-taktik som 18-årige og 29-årig er ikke det samme. Man er mere ydmyget. Mere varsom. Mere forsigtig. Jeg ville da ønske jeg kunne sige ”Guf, du ser godt ud, vil du med mig hjem, så jeg kan rode i dit hår”.. Men sådan noget gør man ikke.. Gad vide hvorfor man ikke gør det.. Det ville være meget befriende at bare sige det..

Forskellen fra dengang jeg var 18 og frygtløs, og nu en 29-årig alenemor, er nok at jeg ikke har så meget fritid. Jeg kan ikke bare tage i byen en Torsdag aften (og det har jeg egentlig ikke lyst til længere), og jeg har kun mulighed for at møde nye mennesker i de weekender jeg ikke har Alma, og det er så kun hver anden weekend. Men de weekender er sgu også helligt til søvn, tøjvask, søvn, oprydning, søvn, og lidt mere søvn :) Jeg tror også egentlig jeg ikke har lyst til at have en mand i mit liv - jeg har det for godt alene

Hvis jeg engang møder en ny mand, varer det alligevel længe, før vi kan være sammen i hverdage, for jeg vil ikke lade Alma møde en ny kæreste, før jeg er 100% sikker på ham. Og det kan sagtens vare mange måneder.

Åh, al det besvær.. Det er lige før det er nemmere at bare være en gammeljomfru, og tvinge Alma til at bo hjemme for altid ;) - og samtidig kan jeg lukke mit hjerte i et tæt beskyttet rum - og ikke risikere at det går i stykker igen