Døv

En af udfordringerne ved at være døv, er når andre ikke kan definere mig. De ved ikke om de skal kalde mig for døv, eller hørehæmmet. Jeg forstår dem egentlig godt, for jeg taler rimelig godt, og kan godt høre lidt – så det kan godt gøre, at folk synes det er nemmere at betragte mig som hørehæmmet. Jeg definerer dog mig selv som døv, og det er også der jeg har det bedst. Når jeg intet kan høre, når jeg føler mig hjemme sammen med døve, når vi tegner med tegnsprog, og når jeg overhovedet ikke skal anstrenge mig for at prøve at forstå det, der bliver sagt, eller at udtale ordene rigtigt.

En af de største udfordringer jeg har lige nu, er Alma som snart fylder 4 år. Hendes ordforråd er meget stort (tale-forråd), men hendes ordforråd i tegnsprog er desværre ikke så stort. Jeg er godt klar over det er min egen skyld. Jeg  burde have været mere opsat på at herhjemme bruger vi tegnsprog. Mens jeg og min ex-mand (som er hørende) var sammen, var tegnsproget ikke en stor del af vores hverdage. Det var meget nemmere at bare snakke, i stedet for at tage hænderne op og bruge tegnsprog.

Efter jeg er blevet alene, er jeg blevet bedre til at bruge tegnsprog herhjemme, men desværre ikke nok. Ofte glemmer jeg det, for når jeg f.eks. står og laver mad, skal jeg sætte grydeskeer ned, for at bruge hænderne til tegnsprog, så man tager den nemme løsning, og bare taler i stedet for. Når Alma er i stuen, ved hun godt jeg kan høre, og derfor blot kalder på mig, i stedet for at gå hen til mig. Vi har også flere og flere konflikter, for når Alma vil fortælle mig noget, som hun ikke kender tegnene for, og jeg ikke forstår hende, så bliver hun frustreret/vred over jeg ikke kan forstå hende, og jeg bliver også frustreret.. En dårlig cirkel kan man vel kalde det.

I går prøvede jeg så at tage min CI af, således jeg intet kunne høre. Jeg fortalte Alma at jeg har valgt at tage min CI af hele dagen, og dermed ikke kunne høre noget som helst. Og at hun blev nødt til at bruge tegnsprog til mig, samt at hun ikke bare kunne kalde på mig, men gå hen til mig.

Vores konflikter i går blev minimalt, og det var en kæmpe succes. Alma tog straks hænderne op, og talte det smukke sprog, Tegnsprog. Når der var ord, hun ikke kendte tegn til, prøvede hun i stedet for at beskrive det, således jeg fattede ordet, og kunne give hende tegn for ordet. Hun gik hen til mig og prikkede til mig, da jeg stod ryggen til hende, mens jeg lavede aftensmad. Det er bestemt noget jeg vil overveje at gøre oftere. At være som jeg blev født – nemlig helt døv.