Dagens tanker

Jeg har nu arbejdet i Spar i 5 år (Hvis jeg husker rigtigt).
Da jeg startede, var jeg meget ambitiøs, og arbejdede med glæde mere end 37 timer om ugen. Jeg havde store visioner om at overtage butikken engang, når min far ikke gad mere. Jeg brugte stort set alt min tid på butikken. Butikken var min baby. Jeg puslede om den, og elskede den.. Talte stolt om den, når jeg mødte folk.

Efter jeg er blevet mor, må jeg sige min prioritering er byttet lidt rundt. Jeg prioritere ikke længere butikken som nummer 1. Jeg synes ikke længere det er sej at arbejde 50 timer om ugen eller whatever. Lige så snart klokken slår 16, smider jeg alt hvad jeg har i hænderne, og spænder hjem til min "ny" baby.

Der skal ikke være tvivl om jeg elsker mit job - for det gør jeg. Jeg ville ikke bytte det for noget andet. MEN jeg ved ikke længere om jeg vil overtage butikken engang.. Jeg kan se det kræver meget tid og kræfter for at drive en butik. Alle de opkald man får, alle de spørgsmål, varer der skal bestilles, sættes på plads, kundeservice, bestillinger, vare-udbringning, holde styr på medarbejder, og de forbandende dovne unge medarbejder. Når butikken lukker kl. 20, har man stadigvæk ikke fri - for hvis alarm går om nat, så er det bare at komme op. Der er nogen kunder der ringer, selvom butikken er lukket. Endda på juleaften, ringer kunder for at høre om butikken er åben?!? Det er ikke engang løgn.

Når jeg har fri, så vil jeg gerne have fri.. Det vil siges, jeg gerne vil kunne fortabe mig hjemme sammen med familien.. Alma bliver stor så hurtigt, tiden flyver, hurtigere end man tror. Som sandet i en timeglas.

Nu har min lillesøster sådan set overtaget min plads. Hun er meget ambitiøs, og arbejder gerne mange timer. Hun ved hvad hun vil, og hun er også meget dygtig til det. Når jeg ser på hende, ser jeg mig selv for 3-4 år siden.. Gad vide om hun tænker som mig, når hun får børn?:)